Som fagdirektør i Skattestyrelsen bliver du medlem af direktionen og dermed en del af den øverste ledelse i Danmarks største styrelse. Du får ansvaret for et fagområde med ca. 350 medarbejdere og ledere, der hver dag bekæmper skattesvig, hvidvask og alvorlig skatteøkonomisk kriminalitet både i Danmark og internationalt – en afgørende opgave for at sikre tilliden til Skattestyrelsen.
Skattestyrelsen arbejder for at sikre, at borgere og virksomheder betaler korrekte skatter og afgifter til tiden. Vi arbejder med kontroller og indsatser i alle dele af vores værdikæde. Særlig Kontrols opgaver er karakteriseret ved at være målrettet den systematiske og mere organiserede kriminalitet, der kan gå på tværs af skatter, moms og afgifter, og som kan have et grænseoverskridende element. Fagområdet løser derudover også opgaver, der går på tværs af både Skattestyrelsen, Skatteforvaltningen og andre myndigheder uden for forvaltningen. Et løbende fokusområde er, at kontrolarbejdet er intelligent, datadrevet og analysebaseret, så det bliver så svært som muligt at unddrage sig skatter og afgifter.
Som fagdirektør for Særlig Kontrol vil du blive en central spiller i at udmønte væsentlige politiske aftaler om styrket kontrol. Du vil få mulighed for at fremtidssikre og løbende styrke arbejdet på tværs af Danmarks største styrelse, ligesom du vil spille en afgørende rolle i samarbejdet med de øvrige styrelser i Skatteforvaltningen samt politiet og anklagemyndigheden.
Hvis du er klar til at træde ind og frem i et komplekst maskinrum i en løbende indsats mod alvorlig skatteøkonomisk kriminalitet, hvor du hver dag gør en indsats med stor betydning for det danske samfund og for finansieringen af den offentlige sektor, så er du måske den nye fagdirektør, som vi glæder os til at byde velkommen i Skattestyrelsen.
Fagdirektørområdets opgaver og organisering
Særlig Kontrol består af tre centre med hvert sit faglige fokus og ledet af hver sin underdirektør.
Center for Skatteøkonomisk kriminalitet, herunder bander og særlig kompleks og organiseret kriminalitet Center for Analyse og Styring, herunder også den løbende koordinering og styring af de civilretlige søgsmål i udbytteskattesagerne samt Center for Hvidvask, der bl.a. koordinerer Skattestyrelsens samlede indsats mod hvidvask og kontrolindsatser, fx vedrørende kæde- og momskarrusselsvig.
Centrene tager sig af de mest komplekse former for organiseret eller systematisk skatteøkonomisk kriminalitet, fx i forbindelse med grænseoverskridende kriminalitet, ved komplicerede selskabskonstruktioner og lignende. Der er tale om højtspecialiserede kompetencer, metoder og data til opgaver, der sjældent er ens.
Du vil samlet set få ledelsesansvar for ca. 350 medarbejdere og ledere fordelt på otte lokationer.
Fagdirektørens ansvar
Som fagdirektør for Særlig Kontrol får du ansvaret for:
- en effektiv og mangefacetteret indsats mod skatteøkonomisk kriminalitet, der ud fra risikoanalyser og prioriterede indsatser sikrer, at flest muligt betaler deres skatter og afgifter
- at være på forkant med tendenser med henblik på en fokuseret prioritering af områder til nye analyser og tiltag til forebyggelse af svig og økonomisk kriminalitet
- en sikker håndtering af særligt komplekse svigskomplekser, fx i forbindelse med udbytteskattesagen
- understøttelse af den samlede kontrolindsats i styrelsen med data, metoder, ny teknologi og viden om grænseoverskridende kriminalitet mv.
- at sikre involvering og anvendelse af det omfattende interessentlandskab, fx med politi, anklagemyndighed m.fl.
Vores ønsker til dig
Der er tale om en kompleks opgaveportefølje, og vi ønsker os derfor en fagdirektør, der
- har betydelig ledelseserfaring på et strategisk niveau, herunder ledelseserfaring fra en politisk styret organisation
- er analytisk stærk og formår at sætte retning i et fagområde med stor kompleksitet
- er stærk til relationer og har samarbejde med den øvrige organisation og interessenter højt på sin dagsorden
- formår at sætte sig ind i komplekse problemstillinger og definere og eksekvere løsninger på både et taktisk og strategisk niveau
- har blik for, hvordan samspillet mellem data, metoder og ny teknologi kan anvendes i en moderne forvaltning
- er en tydelig og motiverende leder, der har blik for medarbejdere og lederes trivsel og udvikling.
Kontakt og ansættelsesvilkår
Ansøgning, CV og eksamensbeviser bedes sendt via linket ”Søg stillingen” senest søndag den 5. januar 2025. Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte direktør Thomas Hjortenberg via Janne Strange på tlf. 7237 6984 eller via LinkedIn.
Vi samarbejder med Genitor, og du kan derfor også kontakte Associeret Partner Hanne Kristensen på tlf. 2511 7137, hvis du har spørgsmål til stillingen.
Du skal afsætte tid til test samt 2. samtale, hvis du går videre i rekrutteringsprocessen. Vi forventer at afholde samtaler løbende. Forud for ansættelsen indhenter vi referencer og straffeattest.
Tiltrædelse snarest efter aftale – forventeligt 1. marts 2025.
Er du tjenestemand, stiles ansøgningen til Kongen.
Du skal være opmærksom på, at din ansættelse sker under forudsætning af, at du kan sikkerhedsgodkendes og opretholde denne sikkerhedsgodkendelse under din ansættelse i stillingen.
Løn og ansættelsesvilkår forhandles i overensstemmelse med rammeaftale om kontraktansættelse af chefer i staten. Stillingen indplaceres i løngruppe 3, svarende til lønramme 39, og forventes besat på åremål. Du vil referere direkte til Skattestyrelsens direktør.
Du bliver ansat i Skatteministeriet med tilhørende institutioner. Dit arbejdssted forventes at blive på Engelholm Allé 1, 2630 Taastrup.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Høje-Taastrup Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde
-Arbejdsgiver:
Skatteforvaltningen, Taastrup, Engelholm Alle 1, Engelholm Alle, 2630 Taastrup
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 05-01-2025;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/062e0e68-f6b4-4fa4-9ad3-25ee433460ee