Butikschef i Høje Taastrup tog til Ghana og var med til at give 1.100 mennesker synet tilbage

Skolebørn i kø
dato

Skolebørn, der pludselig kan læse, hvad der står på tavlen. Forældre, der ser deres børns ansigter klart for første gang. Og ældre, der igen kan sy, læse og genkende mennesker omkring sig. 

I oktober var Julie Olsen, butikschef i Synoptik i Høje Taastrup, en af de udvalgte medarbejdere, der rejste til hovedstaden Accra for at udføre synsprøver og give synet – og hverdagen – tilbage til knap 1.100 ghanesere.

I Danmark kan vi få hjælp, når synet svigter. I Ghana er virkeligheden en helt anden. Her kan et dårligt syn betyde, at børn mister muligheden for at følge med i skolen, og at forældre ikke kan arbejde og forsørge deres familie. I det vestafrikanske land er briller nemlig ikke bare svære at få fat i – de er dyre, og for mange ghanesere helt uden for rækkevidde.

Men i oktober rejste en gruppe Synoptik-medarbejdere til Ghanas hovedstad, Accra, hvor de udførte gratis synsprøver og uddelte genbrugte briller fra danskerne. Blandt dem var 26-årige Julie Olsen, som har været butikschef i Synoptik i Høje Taastrup siden 2023. På rejsen var Julie med til at hjælpe knap 1.100 mennesker til et bedre syn – og et nyt blik på livet.

”Jeg blev helt paf, da jeg fik opkaldet om, at jeg skulle med til Ghana. Jeg var på vej på arbejde, og da det gik op for mig, hvad der blev sagt, frøs jeg helt. Jeg har søgt om at komme med flere gange, så det var en fantastisk overraskelse. Jeg blev både meget rørt og glad,” fortæller Julie Olsen og fortsætter:

”Jeg rejste til Ghana med en drøm om at hjælpe nogle mennesker, der ikke har de samme vilkår som mig selv – og det skal jeg love for gik i opfyldelse. Et par briller med den rigtige styrke er langt fra allemandseje i Ghana, så de lokale var simpelthen så taknemmelige, og jeg har ikke tal på, hvor mange gange vi blev velsignet. Der var ingen tvivl om, at den her håndsrækning fra os og danskerne betød noget helt særligt.”

”Nu kan jeg se mit barnebarn ordentligt”

Blandt de knap 1.100 ghanesere som Synoptiks team synstestede og uddelte briller til, var alt fra børn i skoleuniformer til unge forældre og ældre mennesker. Men nu hvor Julie Olsen er kommet hjem til butikken i Høje Taastrup igen, er det særligt mødet med en ældre kvinde, der står klart for hende.

”Der var så mange rørende øjeblikke. En ældre kvinde sagde f.eks., at nu kunne hun endelig se sit barnebarn ordentligt – og skære tomater uden at ramme ved siden af for den sags skyld. Det gjorde stort indtryk på mig, hvor lidt der egentlig skal til for at ændre et menneskes hverdag fuldstændigt.”

Donér dine briller til næste års tur

På synsklinikken i hovedstaden Accra er der løbende brug for flere aflagte briller og solbriller, som kan hjælpe ghaneserne til et bedre syn.

Synoptik opfordrer derfor danskerne til fortsat at donere deres aflagte briller og solbriller, hvis de har nogen liggende derhjemme, som ikke længere bliver brugt. I Synoptiks butikker tager de med glæde imod briller, solbriller og andre synshjælpemidler og sørger for et serviceeftersyn, inden de bliver sendt til Ghana.

Om Synoptiks Ghana-projekt

Synoptik har i samarbejde med Ghana Blind Union og Dansk Blindesamfund etableret en ”free clinic” i Ghanas hovedstad, Accra. Klinikken har åbent fem dage om ugen, hvor ghanesere gratis kan blive tilset af en optiker eller øjenlæge, få foretaget en synsprøve og få et par gratis briller eller solbriller. Hvert år i oktober rejser en gruppe af danske Synoptik-medarbejdere til Ghana for at hjælpe det lokale team af øjenlæger og optikere. Brillerne er doneret af Synoptiks danske kunder, som afleverer deres aflagte briller i deres lokale Synoptik-butik.

Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.