BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Har du lyst til at stå i spidsen for det tekniske og logistiske arbejde, som understøtter Forsvarets Inspektionsfly, Bombardier Challenger 604? Så tilbyder vi en unik chefstilling.
Bombardier Challenger 604 og dets besætninger løser opgaver inden for overvågning, suverænitetshåndhævelse og evakueringsmissioner i bl.a. Arktis og Østersøen samt VIP-flyvninger for Regering og Kongehus.
Om os
Kapacitetscentret (sektionen) indgår i det forretningsområde, der har ”vugge til grav ansvaret” for forsvarets fastvingede fly, droner samt jordudstyr til alle forsvarets fly og helikoptere.
Du vil som chef for Kapacitetscenter Inspektionsfly i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI), blive ansvarlig for Challenger flyets samlede luftdygtighed og fremadrettede tekniske udvikling.
En af dine sektionschefkollegaer beskriver chefgruppen således: ”Vi er en alsidig chefgruppe, der består af såvel officerer som civile chefer med ingeniørmæssig baggrund. Vi er gode til at sparre med hinanden og kombinere de forskellige specialkompetencer, som officerer og ingeniører hver især byder ind med”.
Du vil blive chef for et bredt sammensat team med både erfarne og yngre medarbejdere. Teamet består pt. af seks engagerede og travle ingeniører, og der er behov for flere nye medarbejdere i teamet, som du vil få mulighed for at ansætte. Vi er vant til at arbejde i mindre teams, hvor både den faglige indsats og nytænkning vægtes højt.
Vi samarbejder i et bredt nationalt og internationalt miljø med flyproducenterne, industrien og partnernationer for at opnå de bedst mulige betingelser for flyenes drift og udvikling.
Vi tilbyder en udfordrende hverdag i et dynamisk miljø med en fri og uformel omgangstone og hvor der er respekt for den enkeltes kompetence.
Om stillingen
Dine opgaver vil overordnet set omfatte driftsledelse, herunder såvel teknisk fejlfinding, designændringer og logistiske udfordringer samt personaleledelse, projektledelse og koordinering på tværs af organisationen.
Du skal gennemføre controlling og driftsoptimering, herunder gennemføre korrigerende handlinger, nødvendige teknologisk og operativt betingede opdateringer samt godkende teknisk dokumentation.
Du vil bidrage til organisationens samlede kvalitetsarbejde, herunder styring af kvalitetssystemer, at der træffes afgørelser i løbende sager inden for det teknisk/faglige område samt føre en løbende kontrol af driftstilstand til sikring af omkostningseffektivitet.
Endvidere bidrager du til budgetteringsprocessen såvel i indeværende år, som i efterfølgende år, således at økonomien inden for de tildelte kapaciteter stemmer overens med tildelte budget.
Du vil være i tæt kontakt med fly- og motorproducenten og de piloter og teknikere, der bruger flyene og du vil opleve en høj grad af selvstændighed med et stort personligt ansvar. Der vil være mulighed for relevant efteruddannelse.
Vi har stort fokus på den enkeltes trivsel og favner det hele menneske, derfor tilbyder vi en høj grad af fleksibilitet i arbejdet; blandt andet i form af fleksible mødetider, betalt frokostpause og mulighed for hjemmearbejdsdage. Vi prioriterer, at vores medarbejdere har balance mellem privat– og arbejdsliv, og vi værdsætter, at vi er hele mennesker med et liv uden for kontoret.
Der vil være omkring 20 rejsedage om året. Disse vil primært gå til Air Transport Wing i Aalborg, hvor CL-604 har hjembase, men der vil også være rejser i forbindelse med besøg hos udenlandske samarbejdspartnere og flyproducenten.
Dit arbejdssted er Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelsens domicil i Ballerup.
Om dig
For at komme i betragtning til stillingen skal du være uddannet ingeniør eller have en tilsvarende relevant teknisk/teknologisk uddannelse på akademisk niveau.
Alternativt er du officer med relevant teknisk baggrund og har gennemført Videreuddannelsestrin II/Ledere (VUTII/L) eller er i gang med at gennemføre Master i Militære Studier eller tilsvarende, der kan underbygge udnævnelse til Major.
Som menneske er du resultatorienteret og forstår at skabe værdi for både kunder og egen organisation. Du er loyal over for helheden og har vilje og mod til at delegere. Du forstår at begejstre dine medarbejdere og har fokus på udvikling.
Vi lægger vægt på dine personlige kompetencer, din vilje til at sætte dig ind i nye emner og din interesse i at skabe relationer til både medarbejdere og samarbejdspartnere. Det kan være en fordel – men absolut ikke noget krav, hvis du har erfaring fra flybranchen eller fra en politisk styret organisation.
Ansættelsesvilkår
Stillingen er opslået civil såvel som militært, og du ansættes og aflønnes efter den til enhver tid gældende relevante overenskomst.
Civilt:
Som akademiker ansættes og aflønnes som chefkonsulent med personaleledelse efter den til enhver tid gældende overenskomst mellem Skatteministeriet og Akademikere i Staten. Hertil kommer en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning. Alt efter dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg.
Som ansat under Forsvarsministeriet er du omfattet af særlige vilkår. Det betyder blandt andet, at du skal kunne sikkerhedsgodkendes og kunne opretholde denne under hele ansættelsen.
Militært:
Stillingen besættes efter protokollat af 23. maj 2019 til overenskomst for akademikere i staten om officerer under Forsvarsministeriet. Stillingen er indplaceret i løngruppe 5 som omfatter majorer og orlogskaptajner.
Stillingen kan evt. besættes ved funktion i højere stilling, så hvis du er kaptajn/kaptajnløjtnant og er i gang med at gennemføre Master i Militære Studier, kan du ansættes i stillingen som kaptajn/kaptajnløjtnant mod, at der indgås en uddannelsesaftale indtil uddannelseskravet kan honoreres. Ansættelse og aflønning sker i så fald som kaptajn/kaptajnløjtnant i henhold til reglerne for funktion i højere stilling. Udnævnelse og overgang til varig ansættelse som major kan finde sted, når uddannelseskravet er opfyldt
Er du allerede ansat i Forsvarsministeriets Koncern, vil du fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte eller overenskomstansatte officerer i Forsvaret.
Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.
Såfremt du er udpeget til INTOPS, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.
KONTAKT OG ANSØGNING
Hvis du har uddybende spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte chef for Forretningsområde fly Casper Børge Nielsen på tlf. 25 51 18 18. Hvis du har spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent Mathilde Schmidt-Lange på telefon 32 66 58 18.
Vi beder dig om at søge stillingen via linket og vedhæfte din ansøgning, CV og uddannelsesbevis som PDF-filer.
Ansøgningsfristen er den 10. september 2023.
Arbejdsstedet er Ballerup.
Forsvarsministeriets koncern er en mangfoldig arbejdsplads, og vi vil gerne afspejle det omkringliggende samfund. Vi opfordrer derfor alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen, fordi vi tror på, at forskellighed styrker opgaveløsningen gennem dynamik og nytænkning
OM MYNDIGHEDEN
Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) er en styrelse under Forsvarsministeriet.
FMI har ansvaret for det samlede forsvars og beredskabs materiel, IT og cybersikkerhed. Det er os, der anskaffer, driver og bortskaffer materiel og IT for såvel Hæren, Søværnet, Flyvevåbnet, Arktisk Kommando, Specialoperationskommandoen, Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen og resten af Forsvarsministeriets koncern. Desuden bistår vores IT-medarbejdere dagligt i at modstå de cyberangreb, Forsvarsministeriets koncern udsættes for.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Høje-Taastrup Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse, Lautrupbjerg 1-5, 2750 Ballerup
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 10-09-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Ved skriftlig henvendelse: https://candidate.hr-manager.net/ApplicationInit.aspx?cid=1236&ProjectId=184950&DepartmentId=18960&MediaId=4680&SkipAdvertisement=true
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5889585