BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Har du gennemslagskraft, organisatorisk tæft og faglige ambitioner for dit fag – og mest af alt for de børn, unge og familier, som vi arbejder for?
Så er den snart ledige stilling som chefpsykolog i Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center (BUC) i Region Hovedstadens Psykiatri helt sikkert noget for dig!
Børn og unges psykiske mistrivsel har været stigende de seneste mange år. Det kan vi også både se og mærke i Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center, hvor der aldrig har været så meget brug for vores indsats som netop nu. For antallet af børn og unge som henvises til vores speciale med moderat til svær psykisk sygdom er støt stigende.
BUC er Danmarks største børne- og ungdomspsykiatri og dækker hele Region Hovedstaden. Sidste år havde vi over 13.000 børn og unge i udredning og behandling. Vi er et tværfagligt fællesskab bestående af næsten 900 ansatte, hvoraf næsten 150 er psykologer.
Vi har tre hovedmatrikler i hhv. Hillerød, Bispebjerg og Glostrup, men har også afsnit og enheder i Gentofte, Brønshøj, Brøndby og på Bornholm. Vi dækker alle specialfunktioner, har en stor forskningsenhed og en omfattende uddannelsesopgave. Med andre ord, så er BUC en stor, spændende, vigtig og meningsfuld arbejdsplads – og det samme kan man sige om den sjældne og snart ledige chefpsykologstilling.
Bliv en del af en kompetent og humørfyldt chefgruppe!
BUC ledes af en centerledelse bestående af centerchef, to cheflæger og tre chefsygeplejersker. Centerledelsen har det overordnede ansvar for centrets drift, økonomi og personalespørgsmål.
I BUC har vi suppleret med en udvidet centerledelse, som ud over den daglige centerledelse består af administrationschef, kvalitets- og forbedringschef, repræsentant for professorkollegiet, ledende socialrådgiver og chefpsykolog.
Den udvidede centerledelse har ansvaret for centerets strategiudvikling, den faglige profil, eksterne relationer og styrkelse af integrationen mellem ledelse, klinik, forskning og det tværsektorielle samarbejde. Det er en velfungerende chefgruppe, som du kan glæde dig til at blive en del af.
Vores ambition er ikke beskeden, men til gengæld er den utvetydig: Vi ønsker at skabe verdens bedste børne- og ungdomspsykiatri. Det har vores børn og unge fortjent.
Vores forventninger til dig
BUC’ kommende chefpsykolog forventes at besidde en stærk faglig profil og have solid erfaring indenfor børne- og ungdomspsykiatrisk udredning og behandling.
Ved siden af psykologfagligheden skal chefpsykologen besidde evnen til at overskue og agere tværfagligt i et komplekst ledelsesfelt. To psykologfaglige koordinatorer assisterer chefpsykologen i opgavevaretagelsen på centeret.
Chefpsykologen skal bl.a.:
- Sikre faglig sammenhæng på tværs af centret, fastlægge det faglige niveau, sikre faglig udvikling og bedst mulig ressourcefordeling af psykologkapacitet og dermed sikre et fagligt miljø, der medvirker til fastholdelse og rekruttering af kompetente psykologer. Dette sker i tæt samarbejde med centerledelsen og afsnitsledelserne.
- Sikre den rigtige balance mellem drift og udvikling i en driftsorganisation, som til stadighed oplever et stort antal børn og unge henvist til udredning og behandling.
- Bidrage til at udvikle centrets samlede faglige behandlingsmiljø og gode patientforløb; bl.a. ved at sikre supervision og debriefing hos miljøpersonalet og personale i ambulatorierne.
- Holde sig ajour med udviklingstendenser, forskning og innovation indenfor psykologområdet og sørge for, at der sker formidling af information vedr. psykologfaglige forhold til centrets psykologer.
- Indgå i styregruppen for det psykosociale akutberedeskab, som skal sikre akut hjælp i tilfælde af større alvorlige hændelser eller katastrofer i regionen.
- Rådgive afsnitsledelserne i forbindelse med ansættelse af psykologer.
- Planlægge specialpsykologuddannelsen, centerets psykologfaglige supervision og centerets brug af psykologfaglige testmaterialer.
- Bidrage til udviklingen af en forbedringskultur på BUC og aktivt benytte tænkningen og værktøjerne i forbindelse hermed.
Din profil
- Du er uddannet cand.psych.aut., gerne specialpsykolog med solid klinisk erfaring.
- Du har indgående kendskab til børne- og ungdomspsykiatri.
- Du har meget gerne formel/uformel ledererfaring og måske også en lederuddannelse.
- Du har erfaring fra arbejde i en politisk ledet organisation, gerne i sundhedsvæsnet.
- Du er udviklings-, samarbejds- og resultatorienteret.
- Du har gode kommunikative evner og organisatorisk forståelse.
Vi tilbyder
Vi tilbyder dig et spændende og udfordrende job, som du selv får mulighed for at præge i et tæt samarbejde med en ambitiøs og dynamisk centerledelse.
Vi garanterer dig, at du bliver sat i spil, involveres og at du bliver en vigtig samarbejdspartner for centerchefen, den samlede centerledelse og for centret. Berøringsfladen er stor både internt og eksternt.
Du vil indgå i et netværk af chefpsykologer på tværs af Region Hovedstadens Psykiatri og vil fx også have en del tværsektorielt samarbejde med kommunerne.
Du bliver en del af et fællesskab, hvor vi alle arbejder for de samme mål – bedre udredning og behandling af børn og unge med psykiske lidelser.
Du får mulighed for at stå i spidsen for en række ambitiøse (psykolog)faglige indsatser, som skal bidrage til den fortsatte udvikling af en moderne og fremtidsorienteret børne- og ungdomspsykiatri i Region Hovedstaden.
Ansættelsesforhold
Vi ønsker, at du starter pr. 1. november 2023.
Løn- og ansættelsesvilkår følger gældende overenskomst. Vi er indstillet på at forhandle tillæg, som svarer til dine kompetencer.
I henhold til lovkrav skal du ved ansættelse på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center forevise ren børneattest. Center for HR indhenter attesten hos Rigspolitiet med samtykke fra dig, når de udarbejder dit ansættelsesbrev.
Vil du vide mere?
Synes du, at ovenstående lyder spændende, så vil vi glæde os til at læse din ansøgning. Har du nogen spørgsmål, eller ønsker du at vide mere om stillingen, er du også mere end velkommen til at kontakte centerchef Hallur Gilstón Thorsteinsson på 29 34 94 62 eller hallur.gilston.thorsteinsson@regionh.dk.
Du er også velkommen til at kontakte chefpsykolog Marianne Skydsbjerg, marianne.skydsbjerg@regionh.dk, som du muligvis er så heldig at skulle overtage stillingen fra.
Vi glæder os at høre fra dig
Send din motiverede ansøgning sammen med cv og andre relevante bilag via linket senest søndag, den 3. september 2023.
Vi forventer at holde 1. samtaler onsdag, den 13. september 2023 og 2. samtaler torsdag, den 21. september 2023. Vi gør opmærksom på, at vi i forbindelse med udvælgelse benytter os af personlighedstest forud for 2. samtale.
Om Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center
Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center (BUC) er en del af Region Hovedstadens Psykiatri. Centeret foretager udredning og behandling af børn og unge med alle former for alvorlige børne- og ungdomspsykiatriske lidelser. Centeret har to kliniske afdelinger: Afdeling Ambulant og Afdeling Døgn fordelt på flere matrikler i Regionen.
Herudover har centeret en række støttefunktioner og en forskningsenhed. Samlet er vi ca. 800 medarbejdere, der indgår i et tæt tværfagligt samarbejde om de ca. 13.000 og unge i alderen 0-17 år, der årligt ses i centeret. Nærmere information om Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center kan findes på BUC hjemmeside www.buc-regionh.dk.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Høje-Taastrup Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center, Glostrup, Nordre Ringvej 69, 2600 Glostrup
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 03-09-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Ved skriftlig henvendelse: https://candidate.hr-manager.net/ApplicationInit.aspx?cid=342&ProjectId=250823&DepartmentId=12204&MediaId=4943&SkipAdvertisement=true
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5889843