Unikt job med mulighed for faglig udvikling og udfordringer inden for moms- og afgiftsretten, hvor du skal repræsentere Skattestyrelsen ved retsmøder for Landsskatteretten.
Vi søger en kollega til vores momsteam i enheden Jura, Klageproces. I enheden får du gode kollegaer og møder en fagligt varieret og udviklende hverdag med mange forskelligartede klagesager.
Vi er nye øjne for Skattestyrelsen i klagesagerne, når vi får Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse i udtalelse. Vi har både dage på kontoret, hvor vi gennemgår sagens akter og udarbejder udtalelser, og dage, hvor vi skal ud af huset og repræsentere Skattestyrelsen, når sagerne afgøres ved retsmøderne i Landsskatteretten.
Jobbet indebærer derfor også, at vi både skal kunne formidle Skattestyrelsens opfattelse af sagens korrekte afgørelse på skrift og også mundtligt kunne fremføre denne til retsmøder, herunder besvare spørgsmål fra Landsskatteretten og imødegå nye argumenter fra klagerne på retsmødet.
Der er stor variation i de klagesager, som vi behandler, og du får derfor en fagligt varieret og udviklende hverdag i arbejdet.
Når vi skriver udtalelser og deltager i retsmøder, er vores vigtigste opgave at bidrage til, at den enkelte klagesag får den korrekte afgørelse, så borgeren og virksomheden betaler den korrekte skat, moms og afgift, hverken mere eller mindre.
Når Landsskatteretten har truffet afgørelse i klagesagen, har vi også som opgave at bidrage til at vurdere, om tabte sager skal indbringes for domstolene. Stillingen giver derfor mulighed for at følge dine sager helt til dørs.
Stærk faglighed og god kommunikation
Din uddannelsesmæssige baggrund kan fx være cand.jur., cand.merc.jur., professionsbachelor i skat, skatterevisor, internt uddannet fuldmægtig eller tilsvarende. Du kan også have opnået tilsvarende faglighed og kompetencer gennem dit erhvervsarbejde. Det vigtigste er, at du har en god teoretisk ballast og medbringer solid, praktisk erfaring med moms- og gerne afgiftsområdet, som du kan bringe i spil.
Vi ser gerne, at du har en god viden om de formelle sagsbehandlingsregler, eller er nysgerrig på at lære mere om dem, da de er en integreret del af sagsbehandlingen.
I forbindelse med opgaveløsningen vil der være rig mulighed for solid faglig sparring med erfarne kolleger samt mulighed for at deltage i kurser og lignende arrangementer, så du altid er på forkant med den nyeste udvikling.
Dialog er en vigtig del af stillingen; både internt i Skattestyrelsen og eksternt med Skatteankestyrelsen. Det er derfor vigtigt, at du kan eller har lysten til at lære at kommunikere klart, såvel skriftligt som mundtligt.
Klageproces - din nye arbejdsplads
Du kan se frem til at blive en del af en spændende og travl arbejdsplads. Sammen med gode og engagerede kolleger har vi det landsdækkende ansvar for at afgive udtalelser til Skatteankestyrelsen og deltage i retsmøder i Landsskatteretten i sager inden for både skat, moms og afgifter. Vores opgave er først og fremmest at bidrage til, at Landsskatteretten når frem til det rigtige resultat.
Vi deltager også i interne landsdækkende netværksmøder, hvor vi bl.a. viderebringer Landsskatterettens afgørelser og deltager aktivt med vores viden. Klageproces er en fleksibel arbejdsplads, hvor der også er plads til at have et (familie)liv ved siden af.
Vores teams består af både nyuddannede akademikere og erfarne sagsbehandlere. Vi har et stærkt socialt sammenhold, og tonen er positiv og humoristisk.
Kontakt og ansættelsesvilkår
Send din ansøgning sammen med CV og eventuelt yderligere materiale via linket ”Søg stillingen” senest fredag den 7. august 2026. Der vil kunne indgå en case i forbindelse med rekrutteringsprocessen. Forud for ansættelse vil der blive indhentet referencer og straffeattest.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte funktionsleder Elias B. Sørensen på sms tlf. 72 37 87 95 (gerne med sms).
Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten (AC), overenskomst for kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK) eller overenskomst for Fuldmægtige m.fl. (DTS) i Skatte- og Vækstministeriet. Ansættelsesområdet vil være i Skatte- og Vækstministeriet med tilhørende institutioner.
Hvis du går videre til ansættelse i rekrutteringsforløbet, skal du være opmærksom på, at vi foretager en undersøgelse af, om du har gæld, der er sendt til inddrivelse hos det offentlige. Vi undersøger ligeledes, om du har afgjorte kontrol- og/eller straffesager på skatte- og afgiftsområdet. Din ansættelse sker under forudsætning af, at vi ikke finder oplysninger om dig, der er uforenelige med en ansættelse i Skatte- og Vækstministeriets koncern.
Ansættelsesområdet er Skatte- og Vækstministeriet med tilhørende institutioner. Dit arbejdssted bliver Engelholm Allé 1, 2630 Taastrup.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Høje-Taastrup Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde
-Arbejdsgiver:
Skatteforvaltningen, Taastrup, Engelholm Alle 1, Engelholm Alle, 2630 Taastrup
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 07-08-2026;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/8a963a35-18cd-44dc-9cad-9d224a456022