Københavns Vestegns Politi: Nyt fra Taastrup - fredag den 4. september

dato

Taastrup er i nat nævnt i døgnrapporten fra Københavns Vestegns Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Indbrud i villa i Ballerup

Onsdag den 2. september kl. 08.36 blev det anmeldt, at der i tidsrummet mellem søndag den 30. august kl. 18.00 og onsdag den 2. september kl. 08.30 havde været indbrud i en villa på Salbyvej i Ballerup. Et vindue var blevet brudt op. Københavns Vestegns Politi modtager gerne oplysninger fra vidner eller andre i sagen, som har set noget mistænkeligt omkring gerningstidspunktet. Henvendelse døgnet rundt på telefon 4386 1448/114. 

 

Anholdt for narkokørsel i Brøndby

Fredag den 4. september kl. 01.44 bragte en patrulje rutinemæssigt en bil til standsning på Park Allé i Brøndby. Føreren af bilen, en 20-årig mand blev, efter at en narkometertest gav udslag, anholdt og sigtet for narkokørsel og kørt til Politigården i Albertslund for blodprøve. Den 20-årige erkendte i øjeblikket.

Tyveri fra personbil i Brøndby

Onsdag den 2. september kl. 08.57 blev det anmeldt, at der havde været tyveri fra en personbil på Daruplund i Brøndby. Tyveriet var sket i tidsrummet mellem onsdag den 2. kl. 01.00 og kl. 08.50. En rude var blevet knust, og der var bl.a. stjålet mønter. 

 

Anholdt for narkokørsel efter anmeldelse om slingrende kørsel i Høje-Taastrup

Onsdag den 2. september kl. 08.40 blev det anmeldt, at en bil kørte slingrende på Høje-Taastrup Vej. En patrulje kom hurtigt til stedet og fik bragt bilen til standsning. Bilens fører, en 60-årig mand, blev efter en narkometertest anholdt og sigtet for narkokørsel og kørt til Politigården i Albertslund for blodprøve. Han erkendte forholdet i øjeblikket. 

 

Sigtet for flere forhold – Vallensbæk

Onsdag den 2. september kl. 17.02 observerede en patrulje i forbindelse med en hastighedsmåling en bil, der kørte for stærkt på Brøndbyvej. Bilen blev forsøgt standset, men var ikke meget for det. Det lykkedes lidt efter at få den bragt til standsning. Føreren af bilen, en 27-årig mand, blev sigtet for at køre for stærkt. Det viste sig også, at han ikke havde førerret, så han blev også sigtet for kørsel uden førerret. Ejeren af bilen blev desuden sigtet for at have overladt køretøjet til den 27-årige. Han erkendte forholdene i øjeblikket. 

Sigtet for butikstyveri i Albertslund

Torsdag den 3. september kl. 13.24 blev Københavns Vestegns Politi kaldt til et supermarked i Kanalgaden, hvor personale tilbageholdt en mistænkt butikstyv med varer fra forretningen i en taske på en klapvogn. Efter undersøgelser rejste en patrulje sigtelse mod en 27-årig kvinde for tyveri af kosmetik. Kvinden mente ikke, der var tale om tyveri men om en forglemmelse. Nu venter et retligt efterspil.

Ung butikstyv sigtet for sliktyveri i Brøndby

Onsdag den 2. september kl. 16.17 bad en butikskontrollant i et supermarked på Nygårds Plads om politiets tilstedeværelse, fordi man tilbageholdt en ung mand mistænkt for butikstyveri. En patrulje kørte frem og endte med at sigte en 17-årig ung mand for tyveri af slik til 65 kr., hvilket han erkendte. 

Søger vidner efter indbrud i lejlighed i Brøndby

Onsdag den 2. september mellem kl. 21.20 og 21.30 var der indbrud i en lejlighed på Brøndbyvestervej. Hoveddøren blev brudt op og lejligheden gennemgået for værdier. Tre personer – den ene i en neongrøn jakke – er set køre derfra i en sort Audi A6 stationcar. Københavns Vestegns Politi hører gerne fra vidner og andre, som har bemærket de tre mænd og bilen eller andet mistænkeligt – kontakt telefon 4386 1448.

 

Tricktyv stjal mobiltelefon i Brøndby Strand

Om eftermiddagen torsdag den 3. september fik en kvinde frastjålet sin mobiltelefon af en tricktyv, mens hun blev klippet hos en frisør på Gammel Køge Landevej nær Brøndby Allé. En mand henvendte sig i salonen, bad om en stykke papir og opførte sig mistænkeligt – også ved den kvindens taske. Da han var gået, var telefonen væk.
Tricktyven beskrives som en mand med østeuropæisk udseende med brun hudfarve, 20-25 år, 170-175 cm, spinkel af bygning, sort kort hår. Han havde markerede ansigtstræk, en spids næse og talte et ukendt sprog. Et særligt kendetegn var en fingerring med en rød sten, der lyste lidt op.

Tyveri fra tørresnor i Herlev

Onsdag den 2. september anmeldte en borger, at en tyv havde stjålet diverse nyvasket tøj, mens det hang til tørre foran boligen på Gammel Klausdalsbrovej. 

Butikstyveri i Ishøj

Onsdag den 2. september kl 15:11 modtog vi anmeldelse om butikstyveri mod et supermarked på Ishøj Lille Torv. Her havde en butiksdetektiv stoppet en 39-årig kvinde som var mistænkt for at have stjålet blandet andet oksekød.

    

Indbrud i virksomhed i Herlev

Torsdag den 3. september kl 08:36 modtog vi anmeldelse om at en virksomhed på Herlev Hovedgade havde været udsat for indbrud. På stedet kunne politiet konstatere at der være stjålet en del værktøj. Ifølge anmelder var indbruddet sket onsdag imellem 16:15 og kl 23:35. Københavns Vestegns Politi hører gerne fra evt. vidner

Butikstyveri i Ishøj

Onsdag den 2. september kl 17:44 blev en af vores patruljer sendt til et supermarked på Ishøj Lille Torv, hvor personale havde tilbageholdt en 11-årig pige, som var mistænkt for tyveri af blandt andet parfume. På grund af pigens unge alder sørgede patruljen for at pigen blev hentet af sin mor.

Tyveri fra byggeplads i Søborg

Onsdag den 2. september kl 13:15 blev vi kontaktet af medarbejdere på en byggeplads på Vandtårnsvej i Søborg. Her havde man konstateret, at en af deres containere var blevet brudt op og der var stjålet en del værktøj. Det er uklart hvornår tyveriet var sket, men vi hører gerne fra vidner der har set noget i døgnet op til

 

Borgermøde i Mørkhøj efter skudepisode

Onsdag den 2. september kl. 18 var beboere fra Gyngemose Parkvej inviteret til informationsmøde med repræsentanter fra politi, kommune og boligforening efter den voldsomme episode fredag den 21. august, hvor en ung mand blev dræbt.
”Vi var i området med vores mobile politistation i dagene efter og fornemmede et behov blandt beboerne om få talt mere om sådan en voldsom oplevelse midt i deres kvarter – derfor tog vi initiativ til et borgermøde for de tættest berørte beboere,” siger leder i lokalpolitiet i Gladsaxe, politikommissær Klaus Mortensen.
Han fortalte dem lidt om hændelsen og om kvarteret – som politiet ellers generelt oplever, er et godt og trygt område at leve og opholde sig i, og bidrog til at svare på de omkring 35 fremmødtes gode spørgsmål, tanker og ønsker til politi, boligforening og kommune.
”Jeg er glad for, der kom så mange interesserede, og jeg synes, vi havde en god og konstruktiv dialog. Jeg forstår godt, at sådan en hændelse skaber stor uro, men jeg håber, at mødet bidrog til en større ro for beboerne på Gyngemose Parkvej,” siger Klaus Mortensen.
Hændelsen bliver fortsat efterforsket, og vi stadig gerne fra vidner og andre med oplysninger i sagen.
Se opslag med foto på vores Facebook
 

Hjælper børn på ret kurs på Vestegnen

Når en 15-årig dreng fra en skrøbelig familie, ramt af uretfærdig, alvorlig sygdom, reagerer med at slås, ødelægge ting i skolen og hænge ud de forkerte steder, skal der nogen gange en anden voksen til at hjælpe – væk fra en retning, der peger mod kriminalitet, en sort straffeattest og andre sanktioner.

 

Sådan en voksen er Mads Clausen. Han er en af vores civile forebyggere, der skal hjælpe børn og unge væk fra en kriminel løbebane til et normalt ungdomsliv med skole og gode venner.

 

Sammen med skolen, kommunen, gode lokale kræfter og ikke mindst forældrene fik Mads hjulpet den 15-årige før så frustrerede knægt på rette vej:

 

”Jeg talte jævnligt med ham om opførsel, fremtoning, etik og vredeshåndtering – og da han viste interesse for at få et job i stedet for at kede sig med de forkerte, fandt vi ham et fritidsjob i en anden by. Nu har han en mentor, der hjælper ham i jobbet, han omgås andre – og han er gået fra vred på verden til meget glad og stolt,” siger Mads Clausen.

 

Forebyggerne hos Københavns Vestegns Politi er ikke politifolk men civilt ansatte med uddannelse og erfaring i pædagogisk arbejde med børn og unge og snitfladerne til kommune, skole og politiet. Mads har fx som tidligere fængselsbetjent arbejdet med unge, misbrugere og bander.

 

”Vi prøver så tidligt som muligt at opfange de børn og unge, som af forskellige grunde er havnet på en nedadgående kriminel kurs – og vi søger at få dem tilbage i et spor, der peger mod et liv med muligheder, uddannelse, job og gode venner,” siger Mads Clausen.

 

Blandt de godt 90.000 under 18 år på Vestegnen opsøger forebyggerne aktivt børn og unge med behov for støtte – enten på gaden, i klubber, skoler eller visse boligområder – og samarbejder med lokale aktører om hjælpeindsatser.

 

Mads Clausen - civil forebygger hos Københavns Vestegns Politi

Mads Clausen - civil forebygger hos lokalpolitiet, Københavns Vestegns Politi

 

 

Civile forebyggere hos lokalpolitiet, Københavns Vestegns Politi

Civile forebyggere hos lokalpolitiet, Københavns Vestegns Politi

 

 

 

Kilde: Københavns Vestegns Politi