BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Har du interesse for hydraulik, elektronik, mekanik eller seismiske undersøgelser? Og har du lyst til at arbejde i felten? Så er det dig, vi leder efter.
GEUS søger to nye medarbejdere til vedligeholdelse og betjening af vores nyanskaffede udstyr til seismiske undersøgelser. Den grønne omstilling kræver nye data om undergrunden, og seismiske data spiller en stor rolle i dette. GEUS har for nylig anskaffet to vibroseis-lastbiler og et system af sensorer til seismiske undersøgelser på land, f.eks. af områder som kan være egnede til CO2-lagring eller geotermisk energi.
Stillingerne ønskes besat hurtigst muligt.
Jobbeskrivelse
Stillingerne vil være indenfor vedligeholdelse og betjening af vores nyanskaffede vibroseis-lastbiler samt seismiske sensorer.
Vibroseis-lastbilerne er udstyret med højtrykshydrauliske stempler, som genererer seismiske rystelser til kortlægning af undergrunden. De seismiske sensorer består af 1200 trådløse enheder og en landstreamer, som begge er udstyret med mikro-elektro-mekanisk system (MEMS) sensorer. Vores nye medarbejdere skal til sammen kunne betjene og vedligeholde vibroseis-lastbilerne og de seismiske sensorer.
Opstår der under feltarbejdet udfordringer med udstyret, vil det være jer, som skal udføre fejlfinding og evt. reparation. I vil ligeledes spille en vigtig rolle i planlægningen og udførelsen af de seismiske undersøgelser.
Der må forventes feltarbejde i længere perioder ad gangen. Feltarbejdet vil hovedsageligt foregå i Danmark.
I GEUS arbejder vi tværfagligt, og derfor vil I også kunne blive inddraget i GEUS' marine undersøgelser i danske og internationale farvande, herunder vedligeholdelse og betjening af kompressorer, streamere, airguns og andet udstyr som fx sparker-systemer og multibeam.
Hovedarbejdspladsen vil være i Taastrup, men der kan også være ture til Aarhus, hvor en del af det marine udstyr er placeret.
Dine kvalifikationer
Din uddannelsesmæssige baggrund er ikke afgørende, det vigtigste er, at du har teknisk forståelse og erfaring med hydraulik, elektronik, mekanik og/eller seismiske undersøgelser. Eksempler på en uddannelsesbaggrund kan være mekaniker, elektromekaniker, elektrofagtekniker, geofysiker, ingeniør mv.
Vi ser meget gerne, at du har erfaring med hydrauliske og/eller elektroniske diagrammer og systembeskrivelser. Kompetencer indenfor både hydrauliske og elektroniske systemer samt erfaring med vedligeholdelse af større maskiner vil være en fordel. Du skal som minimum have kørekort B.
Derudover vil det være en fordel, at du har viden om et eller flere af disse områder:
- højtrykshydrauliske systemer (5000 PSI)
- grænsefladen mellem IT-udstyr og seismisk udstyr
- kvalitetssikring af seismiske data
- digitale accelerometre
Du skal kunne arbejde selvstændigt, men også indgå i tæt samarbejde med din nærmeste kollega om arbejdet med det seismiske udstyr og feltarbejdet. Du skal derfor være en holdspiller og have gode kommunikative evner. Ansøgeren skal være flydende på dansk i skrift og tale, og kendskab til engelsk vil være en fordel.
Afdeling for Geofysik og Sedimentære Bassiner
Du bliver en del af Afdeling for Geofysik og Sedimentære Bassiner. Afdelingen er primært engageret i geologiske og geofysiske opgaver inden for energiressourcer, natur og miljø. Aktiviteterne omfatter deltagelse i nationale og internationale forskningsprojekter, kortlægning og forskning i samarbejde med de danske og grønlandske myndigheder i forbindelse med eksternt finansierede forsknings- og konsulentopgaver, specielt inden for CO2-lagring, geotermi og energilagring.
De 26 specialiserede og dedikerede medarbejdere i afdelingen deltager i tværfaglige rådgivnings- og forskningsprojekter med universiteter og andre forskningsinstitutioner. De forsker og rådgiver inden for en bred vifte af geofysiske og geologiske emner relateret til den dybe undergrund ved hjælp af avancerede modellerings- og kortlægningsværktøjer som f.eks. bassinmodellering og kortlægning af geologiske strukturer.
Vi tilbyder
- Et levende og uformelt arbejdsmiljø med dygtige og engagerede kolleger
- Alsidige arbejdsopgaver og gode muligheder for selv at få indflydelse på dem
- Udviklingsmuligheder og adgang til kurser og anden efteruddannelse
- Familievenlig arbejdsplads med flextidsordning
- Et aktivt foreningsmiljø med personale- og kunstforening
- Motionscenter med tilknyttet fysioterapi på arbejdspladsen
I henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og den relevante forhandlingsberettigede faglige organisation.
Ansættelsesområdet er Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet med tilhørende institutioner.
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet betragter mangfoldighed som et aktiv og opfordrer alle interesserede uanset køn, alder, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.
Yderligere oplysninger
Kan fås ved henvendelse til afdelingsleder Nina Skaarup på tlf. 2222 1676, e-mail: nsk@geus.dk eller Marie Keiding på tlf. 9133 3400, e-mail: mke@geus.dk.
Ansøgning
Ansøgningen skal være vedlagt et CV og relevante eksamenspapirer.
Ansøgningen sendes via GEUS’ hjemmeside og skal være GEUS i hænde senest tirsdag den 7. maj 2024.
Ansøgninger modtaget efter tidsfristen vil ikke blive taget i betragtning.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Høje-Taastrup Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
GEUS, Øster Voldgade , 1350 København K
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 07-05-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6030692