BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Er faglig ledelse og udvikling det, der får dig til at springe ud af sengen om morgenen? Hjemmeplejen i Høje-Taastrup udvider. Derfor mangler vi dig til at stå i spidsen for et stærkt hold af engagerede medarbejdere.
Hjemmeplejen i Høje-Taastrup vokser. Derfor udvider vi fra januar 2024, så vi bliver én gruppe mere end i dag. Samtidig går vi fra at have en selvstændig aftenvagtsgruppe i hele kommunen til at dag- og aftenvagter er organiseret sammen i hvert distrikt – fem distrikter i alt.
I marts flyttede flere af hjemmeplejens grupper sammen i ét fælles, nyt hjemmeplejehus på Taastrupgårdsvej og i januar flytter de sidste ind. Det glæder vi os til, fordi det at bo sammen giver os gode muligheder for at samarbejde på tværs af grupperne og med vores sygepleje.
En faglig og nærværende leder
Du kommer til at stå i spidsen for en gruppe engagerede medarbejdere, der sætter en ære i at passe godt på vores borgere og på hinanden. Også i de organisationsforandringer, vi står midt i lige nu, som medarbejderne i høj grad bakker op om og ser frem til. Du får en vigtig rolle i at bringe dem helt i mål.
Når du starter, vil det helt store fokus derfor være at lande godt i de nye distrikter og at få skabt det tættere samarbejde mellem dag- og aftenvagt, som er ét af målene med ændringerne. Samtidig skal vi blive ved med at styrke samarbejdet på tværs af hele hjemme- og sygeplejen i vores fælles hus. Du kan også se frem til at arbejde med at styrke vores rehabiliteringsindsat og tidlig opsporing, sammen med resten af hjemmeplejen.
Som daglig leder er det især den faglige ledelse, der er i fokus. For os betyder det, at du er en nærværende og synlig leder, der prioriterer at sætte sig ind i medarbejdernes hverdag og faglighed og har blik for, hvor vi kan skabe faglig udvikling og læring. Du tager ansvar for den faglige kvalitet og støtter medarbejderne i at gøre det samme.
Derudover er det vigtigt, at du hele tiden har fokus på at bevare og udvikle det gode arbejdsmiljø i gruppen, bl.a. ved at høre og involvere dine medarbejdere i de vigtige beslutninger i hverdagen.
Et stærkt lederteam med plads til dig
Du bliver en del af hjemmeplejens samlede ledergruppe - et erfarent hold, hvor vi støtter hinanden og sammen sætter den fælles retning. Vi arbejder tæt sammen om fælles udviklingsprojekter for at skabe de bedste forudsætninger for at vores medarbejdere trives og kan levere pleje af høj kvalitet til vores borgere. Vi lægger vægt på at træffe beslutninger i fællesskab og vi glæder os til også at få dine perspektiver på, hvordan vi kan blive en endnu stærkere hjemmepleje.
I ledergruppen har vi også hver især ansvarsområder, der går på tværs af hele hjemmeplejen eller med øvrige samarbejdspartnere. Én leder vores fælles team af ansvarlige vejledere og en anden leder vores fleksible team, der tager vagter i alle distrikter. Som led i den nye organisering ansætter vi fire ansvarshavende aftenvagter, til at understøtte driften om aftenen på tværs af alle fem distrikter. Vi håber, at du kan se muligheder i at lede de fire ansvarshavende aftenvagter så de får de bedst mulige rammer for den nye funktion.
Vi leder efter dig, der:
Er en erfaring social- og sundhedsassistent eller sygeplejerske og som kender til hjemmepleje. Vi ser gerne at du har erfaring som leder eller med ledelsesopgaver. Har du en lederuddannelse er det et plus og ellers forventer vi, at du er indstillet på at starte indenfor de første år i jobbet. Derudover ser vi gerne at du:
- Har erfaring med forandringsledelse
- Er god til at kommunikere og sætter tydelig retning
- Er empatisk og leder med tillid
- Har økonomisk indsigt og erfaring med personaleadministrative opgaver og lign.
Ansøgningsfristen er søndag 5. november
Vi holder 1. samtale d. 14. november og 2. samtale d. 20. november Hvis du går videre til 2. samtale, vil du skulle besvare en test mellem samtalerne. Vi håber du kan starte 2. januar eller hurtigst muligt derefter.
Løn og vilkår efter gældende overenskomst.
Hvis du vil vide mere er du velkommen til at ringe til leder af hjemmeplejen Vibeke Brandhof på tlf.: 21 77 06 02.
Om Hjemmeplejen
Hjemmeplejen vil fra januar 2024 bestå af fem hjemmeplejedistrikter, med både dag- og aftenvagt, en sygepleje og en akutsygepleje. Hvert distrikt vil have ca. 40 medarbejdere fordelt på dag og aften og et varierende antal elever.
I hvert distrikt er der ansat to faglige koordinatorer, som understøtter fagligheden i gruppen, bl.a. gennem undervisning, egenkontroller og lign. samt koordinerer de komplekse borgerforløb. Desuden har hver gruppe en planlægger, der står for at planlægge borgerbesøgene.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Høje-Taastrup Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Høje-Taastrup Kommune, Taastrupgårdsvej 28, 2630 Taastrup
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 05-11-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5928854