BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Har du en sundhedsfaglig eller pædagogisk uddannelse? Trives du med at arbejde med udsatte borgere om natten? Og vil du være med til at skabe rolige rammer for vores beboere? Så kig med her.
Om os
Holme er et socialpsykiatrisk botilbud under Servicelovens § 108. Her bor 22 borgere mellem 35-80 år med forskellige sindslidelser, primært indenfor skizofrenispektret. Ca. 1/4 af vores beboere har et aktivt forbrug af alkohol eller stoffer.
Vi har til huse i hovedbygningen på et gammelt gods, så der er højt til loftet i enhver forstand. Der er ingen elevator i huset, så borgerne og du skal kunne klare trapperne. Vi har vores egen lille park med skovsti, shelter og bålplads, og vi nyder i det hele taget de landlige omgivelser.
Vi sætter nysgerrig og anerkendende kommunikation højt på dagsorden. Både i relation til samarbejdet med beboerne og personalet imellem. Personalegruppen er tværfagligt sammensat af pædagoger, social- og sundhedsassistenter og ergoterapeuter. Vi modtager løbende assistentelever og pædagogstuderende.
Med udgangspunkt i Borgerens Plan støtter vi beboeren i at definere egne mål og ønsker for sin tilværelse. Vi arbejder på et fundament af en recoveryorienteret, rehabiliterende tilgang og vælger metodisk ud fra det, der giver mening i samarbejdet med beboeren, eksempelvis LA2, MI, kognitiv eller narrativ tilgang etc.
Derudover arbejder vi målrettet med aktiviteter, beskæftigelse og netværk.
Arbejdsopgaver
Vores natteam består af fire vågne natmedarbejdere, som arbejder sammen to og to på skift. Natteamet er en integreret del af personalegruppen.
Natmedarbejderne har først og fremmest til opgave at være tilstedeværende og tilgængelige for beboerne og medvirke til, at natten forløber roligt.
Holmes beboere har meget forskellige primærbehov for støtte i tilværelsen: alt fra samvær og samtaler, ADL-funktioner, medicinsk behandling og enkelte plejebehov.
Der kan desuden være aktuelle dokumentations- og medicinske opgaver fra døgnet, som skal varetages; inden solen står op.
Vi vægter at give natmedarbejderne så få praktiske opgaver som muligt, så der ikke er travlt, hvis der opstår situationer, hvor en beboer har brug for ekstra opmærksomhed.
Natmedarbejderne deltager på lige fod med resten af personalegruppen i at holde bostedet rent og pænt og i det hele taget medvirke til at få en stor husholdning til at hænge sammen. Natteamet står som regel for at sætte vask i gang med klude og viskestykker, ligesom kaffeautomaten skal renses. Har du en bager gemt i maven, er du velkommen til at bage morgenbrød til beboerne, men det er ikke et krav.
Om dig
Vi har en forventning om, at du er mødestabil, og at du med dit væsen og humør kan være med til, at Holme til stadighed er en attraktiv arbejdsplads. Det er naturligt, at du er rummelig, omsorgs- og respektfuld i kommunikationen med beboerne såvel som dine kolleger.
Som natmedarbejder er det en stor fordel, at du har nogle års erfaring, men det er ikke et krav.
Ansættelsesvilkår
Stillingen som vågen natmedarbejder på vores dejlige botilbud er med start den 1. maj 2024 og gerne før.
Der er halvanden km fra vores botilbud til busstoppestedet i Sengeløse, så det er en fordel, hvis du har bil.
Din arbejdsuge begynder torsdage i ulige uger, hvor du arbejder sammen med en anden erfaren medarbejder. Den enkelte nattevagt er på otte timer og ligger i tidsrummet kl. 23.00-07.00. Du vil indgå i et fast rul med syv nætter efterfulgt af syv fridage, hvor alle tillæg udbetales.
Derudover må påregnes obligatoriske personalemøder for natteamet fire gange årligt og enkelte kursusdage. Personalemøder og supervision er for natmedarbejderne frivillig (aflønnet) deltagelse i friugen.
På Holme har vi en fleksibel kultur, hvor du internt med dine natkolleger kan bytte vagter, f.eks til jul og nytår, så længe arbejdstidsreglerne overholdes, og planen ikke belaster dig eller din kollega unødigt.
I forbindelse med ansættelsen indhenter vi straffeattest samt referencer.
Vil du vide mere?
Har du spørgsmål vedrørende stillingen, eller har du lyst til at se stedet, inden du sender din ansøgning, kan du kontakte tilbudsleder Vibe Kolding-Kramhøft på 2449 3519.
Søg via linket senest tirsdag den 19. marts 2024
Vi indkalder til samtaler løbende
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Høje-Taastrup Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: deltid (27-28 timer ugentligt)
-Arbejdsgiver:
Københavns Kommune, Borups Allé, 2400 København NV
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 19-03-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6007126