BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Vil du være med til at skabe læring og kompetenceudvikling for voksne med handicap og psykisk sårbarhed med madproduktionen og vores kantinebetjening som fælles tredje? Så søg job hos os.
Du interesserer dig for måltidet, og de udfoldelsesmuligheder et køkken giver
Du er pædagogisk ambitiøs og god til at sætte ord på dine faglige perspektiver og greb og har mod på at udvikle et læringsrum, hvor brugerne samtidig kan træne deres kompetencer til at indgå i et arbejdsfællesskab og udvikle deres arbejdsidentitet.
Det er vigtigt, at du personligt kan forholde dig afslappet og finde energi i at være i et job, hvor løsning af praktiske køkkenopgaver sammen med brugerne fylder, og hvor arbejdstempoet kan været højt hen mod deadline (frokost).
Du kan integrere det socialpædagogiske arbejde med udvikling af brugernes (sam)arbejdskompetencer og arbejdsidentitet med udgangspunkt i løsningen af de praktiske arbejdsopgaver, der er forbundet med køkkenteams madproduktion.
Det er desuden vigtigt, at du kan holde overblikket, formår at jonglere mellem pædagogikken og det praktiske, og at du er villig til at justere dine egne forventninger, så du har et godt udgangspunkt for selv at trives i jobbet og samtidig skabe en god balance mellem køkkenteams rammer og brugernes dagsform. Der er ingen dage, der er ens. Det betyder, at du skal være i stand til at drømme dig ind i plan A og samtidig acceptere, når I i teamet må justere til plan B.
Et køkken med fokus på sund, grøn og økologisk mad
Køkkenet producerer mad ud fra en vegetarisk grøn profil og varetager driften af husets kantine. Kantinen har dagligt 60-70 gæster. Udover sund og økologisk mad, har vi også fokus på ”hjemmelavede” produkter, ligesom vi har fokus på at begrænse madspild og fra jord til bord principperne.
Suppen må gerne mislykkes, når bare der er læring
Brugergruppen modtager indsats efter §103 om beskyttet beskæftigelse. Målet er at træde ud i et støttet job på det ordinære arbejdsmarked. Køkkenteamet rummer ca. 15-20 brugere med handicap og psykisk sårbarhed. Din nærmeste kollega er uddannet kok med mangeårig erfaring fra pædagogiske arbejdspladser.
Den viden I hver især repræsenterer tænkes ligeværdigt ind i indsatsen og over tid etablerer I et fælles fagligt fundament. Det betyder samtidig, at det er dig der er anker ift. at bringe socialpædagogikken ind i arbejdsprocesserne i samarbejdet med din kollega. Madproduktionen er vigtig som fælles tredje, men er ikke et mål i sig selv. Formålet med køkkenteam som læringsrum, er at give brugerne adgang til tilpasset læring og rehabilitering, som ud fra deres individuelle forudsætninger kan bringe dem tættest muligt på det ordinære arbejdsmarked.
Vi samarbejder på tværs og er fleksible i opgaveløsningen
På Solgården samarbejder vi på tværs af de forskellige værksteder, og vi lægger vægt på, at det er brugernes interesser, der er styrende for vores personalefordeling. Det betyder, at vi hver især i udgangspunkt er tilknyttet de forskellige værksteder, og at vi samtidig i fællesskab indgår fleksibelt i Solgårdens øvrige opgaver, ud fra de behov, der opstår.
Vi vil gerne høre fra dig, som:
- er løsningsorienteret, tænker ’det finder vi ud af’ og har et udpræget positivt livssyn.
- er uddannet pædagog med stor lyst til -eller (gerne) med erfaring fra specialområdet
- drømmer stort, er rigtig god til at spotte potentialer hos brugerne og deler Solgårdens menneskesyn om at se brugerne for ’det de kan og kan komme til at kunne’
- måske har praktikvejlederambitioner ift. at lave udfordrende og støttende forløb for pædagogstuderende på Solgården i samarbejde med de andre praktikvejledere
- arbejder effektivt og trives med deadlines og praktisk opgaveløsning i et produktionskøkken
- har erfaring og kompetence til at skabe beskæftigelsesrettede kollektive læringsrum med afsæt i brugernes deltagerforudsætninger
- fagligt og personligt kan ’stå selv’ og som samtidig har en åben, imødekommende og kommunikerende samarbejdsstil
- har en god fysik i relation til det at arbejde i et produktionskøkken
Dagligdagen på Solgården
Solgårdens cirka 35 medarbejdere er organiseret i to teams. Et beskæftigelsesteam og et aktivitetsteam. Den ledige stilling i Køkkenteamet er forankret i beskæftigelsesteamet, der aktuelt består af 7 medarbejdere fordelt på tre værksteder: Køkkenteam, Kafferisteriet og Sjakket.
Alle medarbejdere på Solgården er efteruddannet i og bruger KRAP metoderne som fælles fagligt ståsted. Vi har valgt at supplere KRAP med efteruddannelse i visualisering i form af grafisk facilitering. Udover KRAP anvender vi situeret læring, Meta Kognitiv metode, TEACCH, narrativ metode og mindfulness. I år har haft vi særligt fokus på at efteruddanne og implementere Marte Meo. Vi videndeler systematisk og der er medarbejderdrevne workshop hver torsdag morgen, hvor vi arbejder med at få metoderne ind under huden. Du kan få et godt billede af vores tilgang til læring og rehabilitering gennem videoen: Link til filmen Solgårdens flok på Spejdernes lejr: Link
Lidt praktisk om din nye arbejdsplads.
Solgården er en enhed i Social- og Arbejdsmarkedscentret (SAC) i Høje-Taastrup Kommune, der er beliggende på Solsortevej 9 C i Taastrup. Solgården tilbyder rehabilitering i form af indsatser, har fokus på læring til livet (§104) og læring til arbejdslivet (§103) til omkring 100 mennesker med fysiske handicap og psykisk sårbarhed.
Social- og Arbejdsmarkedscenter (SAC) er et fagligt ambitiøst center, der arbejder med beskæftigelses- og socialrettede tilbud i samarbejde med virksomheder og borgere. Vi tror på, at alle kan og vil, og at mennesker udvikler sig gennem job eller aktivitet i fællesskaber med andre. Der er ca. 600 medarbejdere ansat i Social- og Arbejdsmarkedscentret og centret består af 6 områder, der både dækker myndighed og udfører funktioner med fokus på beskæftigelse og social støtte.
De fleste af dine kommende kolleger er uddannede socialpædagoger. Derudover er vi en administrativ koordinator, en gartner, en grafiker, en kok, en designer, en tekstilformidler, to fysioterapeuter og to ledere.
Ansøgningsfrist den 1. december 2023 kl. 12.00.
Første samtale mandag 8. og 11. december 2023. Anden samtale 14. december 2023.
Motiveret ansøgning, CV, uddannelsespapirer og evt. andre relevante dokumenter skal sendes elektronisk via kommunens e-rekrutteringssystem.
Yderligere oplysninger
Jobbet er på 37 timer om ugen med tiltrædelse 1. februar 2024, med mulighed for tidligere opstart.
Løn og ansættelsesvilkår sker efter gældende overenskomst samt principperne i Ny Løn. I forbindelse med ansættelse indhentes der straffeattest samt referencer fra tidligere ansættelser.
Du har måske spørgsmål til jobbet, dagligdagen eller noget helt tredje, og dem vil vi meget gerne besvare, ligesom vi gerne vil opfordre dig til at komme ud og besøge Solgården. Du kan aftale besøg eller få afklaret dine spørgsmål ved at kontakte os. Katrine Molin er faglig koordinator og fanges på 20 11 45 65. Du er også meget velkommen til at kontakte leder af Solgården, Anne Thybo Høyer på 27 24 06 16. Læs også gerne Annes ledelsesgrundlag.
Du kan også læse mere om Solgården på vores hjemmeside: Solgårdens hjemmeside.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Høje-Taastrup Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Høje-Taastrup Kommune, Solsortevej 9, 2630 Taastrup
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 01-12-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5936844